Norden 0-30 har til formål at styrke unges egne initiativer i Norden gennem støtte til projekter, der fremmer demokrati, kultur, bæredygtighed, inklusion og unges deltagelse i beslutningsprocesser. Programmet støtter projekter for unge, af unge og engagerer unge op til 30 år på tværs af de nordiske lande.
Årets bevillinger og ansøgningsbillede
I 2025 modtog Norden 0-30 i alt 134 ansøgninger fordelt på årets ansøgningsrunder. Af disse blev 26 projekter bevilget støtte. Det samlede ansøgte beløb udgjorde 4 520 098 €, mens det samlede bevilgede beløb var 823 912 €. Tallene vidner om en fortsat høj efterspørgsel og stor konkurrence om programmets midler.
Ansøgningerne spænder bredt tematisk og geografisk og dækker projekter inden for blandt andet kultur, klima og miljø, integration, digital dannelse, ligestilling og unges demokratiske deltagelse. Generelt har niveauet på ansøgningerne været højt, og flere projekter har adresseret flere af programmets kriterier samtidigt, f.eks. ved at kombinere sociale og miljømæssige bæredygtighedsperspektiver.
Vurdering og behandling af ansøgninger følger Nordisk Ministerråds Vision 2030 samt politikken for integration af tværgående perspektiver, herunder bæredygtig udvikling, ligestilling og børne- og ungeperspektivet. Alle bevilgede projekter lever op til programmets kriterier og relevante strategiske styringsdokumenter.
Ny åben rekrutteringsproces til bedømmelsesudvalget
I 2025 indførte Norden 0-30 for første gang en åben ansøgningsproces (open call) til programmets bedømmelsesudvalg. Skiftet fra intern nominering til open call markerer et vigtigt skridt mod øget gennemsigtighed, lige adgang og demokratisk forankring.
Open call’et blev lanceret på alle nordiske sprog via nordiske netværk og Nordisk Kulturkontakts kanaler. I alt modtog vi 134 ansøgninger fra hele Norden. Ansøgerfeltet vidnede om et stærkt engagement i nordisk samarbejde og et ønske om at bidrage til at styrke unges stemmer og muligheder på tværs af landegrænser.
Udvælgelsen blev foretaget af Nordisk Kulturkontakt i samarbejde med Nordisk Ministerråd på baggrund af fastsatte kriterier. Der blev lagt vægt på relevant erfaring inden for kulturelle, sociale eller politiske områder, klar motivation, nordisk forståelse samt kompetencer inden for bæredygtighed og ligestilling. Armslængdeprincippet blev sikret ved, at nuværende medarbejdere i nordiske institutioner ikke kunne indgå i udvalget.
Derudover blev der arbejdet aktivt for geografisk bredde, kønsbalance (50/50) og aldersspredning (22–29 år). Den nye gruppe repræsenterer hele Norden, herunder det nordatlantiske område, og bringer erfaring fra både kunst- og kulturliv, ungdomspolitik, klima- og bæredygtighedsarbejde samt civilsamfund og offentlige institutioner.
Med open call-modellen har Norden 0-30 styrket sin profil som et åbent og inkluderende program, udvidet talentpuljen og skabt et endnu stærkere fundament for unges medindflydelse i det nordiske samarbejde.